Kontakt
Vi holder til i Forskerparken i Århus. IngenCO2.dk Aps. Forskerparken Åbogade 15 8200 Århus N. mail info@ingenco2.dk cvr. 32 07 50 53
Du kan kontakte os med spørgsmål og idéer ved at udfylde formularen nedenfor. Da initia- tivets budget er begrænset kan vi desværre ikke besvare telefoniske henvendelser. Vi bestræber os dog på at besvare alle mails indenfor 24 timer (undtaget weekend).
Seneste presse
DR P1 Morgen bragte indslag den 27. juli 2009. Hør det her.
Artikel i Politiken.
Se tegnefilm om initiativet her.
Artikel i Folkecenter for Vedvarende Energi.
Artikel på Samvirke.dk om IngenCO2.

|
Bag initiativet
Initiativet er startet som et frivilligt projekt. Efter en overvældende tilslutning fra både store og små virksomheder er setup’et bag initiativet nu også styrket gevaldigt. Den 1. maj 2009 er Videnskabsministeriet og Østjysk Innovation A/S gået ind med kapital, så initiativet kan udbredes og videreudvikles.

Bestyrelsen i IngenCO2.dk består af Morten Nielsen (initiativtager), Niels Dupont (Direktør hos Vindenergi Danmark), Gert Zimmer (på vegne af Østjysk Innovation og Videnskabsministeriet) og Lars Ribe (forsker på Århus Universitetshospital). Gert er formand for bestyrelsen.
Bestyrelsen for initiativet arbejder ulønnet.
Ingen medarbejdere i initiativet kan modtage løn, der overstiger 350.000 kr. årligt. Ethvert forbrug skal begrænses til et minimum og der bruges ikke penge på udsmykning af lokaler, firmabiler o.l.
Initiativet havde et nul-resultat i 2009 (+/- 10.000 kr.).
Om initiativet
Målet med dette initiativ er at synliggøre, at CO2-reduktioner er vigtige. Jo flere virksomheder, der sætter ikonet ”CO2 neutralt website” på deres hjemmeside, jo bedre. For det markedsfører, at CO2 neutralitet er en god sag. Samtidig skaber initiativet et godt og direkte resultat selv, ved at fjerne CO2-udledning fra Internettet. Vi stiller det krav til deltagerne, at de skal neutralisere brugen af deres website 100%. Vi tror ikke på ”halv-grønne” løsninger på dette område, da vi skal kunne kommunikere klart for at få en troværdig synliggørelse.
Det, der satte initiativet i gang, var nyheden om, at brugen af Internettet og informationsteknologi nu har oversteget luftfarten som CO2-synder.
Det er vigtigt at understrege, at vi er på ingen måde modstandere af Internettet. Tværtimod.
Internettet er på mange måder et godt klimaregnskab sammenlignet med alternativet. Uden nettet skulle virksomheder sende oplysninger med posten til kunderne. Der er en kæmpe CO2-mæssig omkostning ved først at producere en hulens masse papir, trykke en masse sider, for så til sidst at distribuere til modtagerne.
Men brugen af nettet vokser - og det trækker mere og mere strøm. Det har en konsekvens i form af øget CO2-udledning (igen; alternativet var værre).
Dette frivillige klimaprojekt har til formål at gøre det muligt for virksomheder, at neutralisere den CO2-udledning, som brugen af deres hjemmeside giver.
Vi ved, at dette initiativ ikke kommer til at være et centralt element i alle virksomheders indsats på miljøområdet.
Vi betragter det som ét skridt ud af mange, der til sammen kan hjælpe. Og det er netop pointen; klimaindsatsen skal ske på mange områder.
Vi har heller ikke til hensigt at flytte virksomheders ressourcer til klimaindsatser på andre områder til dette initiativ. Tværtimod er dette initiativ et supplement til de øvrige aktiviteter, som virksomheder måtte have. Det skyldes, at virksomheder kan få mere ”klima-værdi” for pengene i større projekter eller projekter, de selv kan tage hånd om.
Meget typisk hører vi, at deltagerne finder pengene til dette initiativ på markedsføringskontoen. Markedsføringsværdien af at CO2-neutralisere brugen af virksomhedens hjemmeside, er ofte langt bedre end den markedsføringsværdi, som eksempelvis en annonce i telefonbogen kunne give.
Det er vores håb, at vi kan flytte penge fra markedsføringskanaler, der har en negativ klimabelastning, til dette initiativ.
Vi bruger en del ressourcer på at bygge sikkerhed, kontrol og synlighed ind i dette initiativ. Det koster for deltagerne, men vi har villet sikre os, at deltagerne samlet bliver helt CO2-neutrale på hjemmesiderne. Herved giver vores varemærkebeskyttede ikon ”CO2 neutralt website” værdi for alle. Omkostningen til dette giver brugerne af hjemmesiderne sikkerhed.
Nu er initiativet sat i gang og tilslutningen og modtagelsen har været meget positiv. Det er vi meget glade for. Næste mål for os er at få stordrift i initiativet, ved øget tilslutning. Det vil gøre det muligt for os, at sænke udgifterne for deltagerne yderligere.
|